| |
|


|
Overraskende København
Om man så boede hele sit liv i København og var på evig jagt efter nyt at se og opleve, så ville der efter min bedste overbevisning stadig være ukendte steder og interessante overraskelser, hvis man ellers gav sig tid og søgte bagom, udenfor normalstrøgene og ind i noget, der endnu ikke var beskrevet, men som bare lå og ventede på de nysgerrige og videbegærlige. Dem som også kan lide at stille spørgsmål for at få svar på det, der ikke foreligger umiddelbart forklaret.
Jeg elsker at komme udenlands og gå på opdagelse nye steder i f.eks. mine yndlingsbyer Paris, Stockholm og Barcelona. Men jeg er mindst ligeså vild med at snuse rundt og gå bag om i min egen by København gennem nu 39 år. Jeg er ikke født her, og måske er det at være tilflytter en ekstra fordel. Så tager man ikke sin by for givet på helt samme måde, som mange af dem, der har lært den at kende fra starten i livet. Jeg var 26, da jeg i 1972 flyttede til København, nærmere bestemt Valby, og jeg ELSKEDE at bo i hovedstaden fra første øjeblik. Jeg kunne ikke få nok af den. Det var bare med at komme rundt i alle hjørner, og selvfølgelig helst på cykel eller gåben. Når man som jeg er født i Hobro og opvokset i Holbæk, så er København nærmest uendelig stor, selv om den jo i virkeligheden rent størrelsesmæssigt er en ganske beskeden metropol.
Foreløbig har jeg skrevet godt og vel 20 bøger om København, og jeg har flere på bedding. Jeg kan ikke stoppe, så længe folk gider læse, hvad jeg skriver, og så længe jeg selv synes det er interessant at formidle min egen glæde og begejstring.
Denne gang er emnet "Overraskende København" om det, der har overrasket mig selv, og som jeg tror, at andre også vil finde interessant og i mange tilfælde også overraskende. Forhåbentlig er mange af de 25 beskrevne steder nogle, som ikke alle kender i forvejen. Hvor mange går eller cykler f.eks. til daglig tur i Vigerslevparken – eller kender den overhovedet? Hvem ved, hvad der rent faktisk er sket med Bjerregårdsvej, en af Carlsberg-villavejene på Valby Bakke? Og om hvem, der har givet den et gevaldigt løft de senere år? Har alle også været på besøg ved Bjørn Nørgaards "Slangen" på Bispebjerg Bakke? Eller besøgt kolonihaven Vennelyst på Amager? Hvad med en tur indenfor i Det Classenske Bibliotek i Amaliegade? Ud til Mogens Dahls Koncerthus på Islands Brygge? Eller rundt om det gamle Øresundshospital på Østerbro? Eller - og jeg kunne blive ved - ind i nogle af baggårdene Amaliegade eller Overgaden Over Vandet eller Prinsessegade?
Ja netop: Der er masser at gå på opdagelse efter! Så jeg har udvalgt, synes jeg selv, 25 udsøgte og meget forskellige steder, der alle har noget at byde på for den nysgerrige og opdagelseslystne. Sammen med fotografen Torben Petersen har jeg været byen rundt for at snuse og videregive gode oplevelser, og jeg håber, at resultatet vil inspirere andre til at følge i vores fodspor – og til meget gerne selv at gå på opdagelse efter endnu flere overraskelser. For der er mange andre. Jeg kunne lave et 10-bindsværk om overraskelses-emnet, hvis det skulle være. Det er bare at begynde fra en ende af og så se at få dem alle med.
København ER nemlig vidunderlig og ikke mindst overraskende, hvis man giver sig selv lov til at følge andre spor end de i forvejen nedtrampede og velkendte. Vi har i høj grad andet end Den lille Havfrue, Amalienborg og Tivoli. Det er bare med at komme i gang. Så værsgo: Her er et sted at starte, hvis man vil overraskes.
Rigtig god fornøjelse!
Peter Olesen, juli 2011
|
|
 |
På opdagelse i svendborg
Svendborg er en rigtig dejlig by, der ligger smukt på skråningerne ned mod Svendborg Sund – med udsigt til vand, Thurø og Tåsinge.
Svendborg har mange gamle huse med ikke så lidt udsmykning på facaderne. Jeg kender Svendborg godt gennem mange år og besøgte byen igen i september 2010 for at beskrive og anmelde den ved et foredrag arrangeret i den fint istandsatte Guldsal i Borgerforeningen. Jeg foreslog ved den lejlighed, at man i Svendborg lavede en plakat eller en lille bog for byens yngste, fordi byen er så fuld af spændende udsmykning, pynt og en masse andet at gå på opdagelse efter. Primært for at børnene og de voksne kan lære byen og byens pynt og eventyrlige udsmykning bedre at kende. Jo tidligere vi lærer at være nysgerrige og gå på opdagelse jo bedre. I hvert fald efter min bedste overbevisning.
Et par af foredragets arrangører, bibliotekschef Birgitte Karmann Roslev fra Svendborg Bibliotek og Borgerforeningens nu tidligere formand Jørgen Andersen, bad mig senere skrive bogen, nu jeg selv havde foreslået den. Jeg sagde ja, fordi opgaven er så oplagt, spændende og umulig at sige nej til. Jeg har i forvejen lavet tilsvarende bøger om København, Århus, Odense, Aalborg og Frederiksberg.
Jeg tog så en grundigere tur gennem Svendborg sammen med bogens fotograf Torben Petersen og bogens grafiker Henriette Wiberg Danielsen. Plus min gode, gamle ven Peder Købke Rimmer, der har boet i Svendborg siden 1970, og som kunne give flere nyttige tips. Herefter var jeg – og de andre – endnu mere tændte på opgaven. Hold da op en guldgrube af pynt og udstyr. Jeg lagde ruten, fotograferede alt, hvad jeg så og fandt, så jeg havde noget at se på, når jeg skulle skrive. Og bad samtidig om hjælp på biblioteket for at få oplyst, hvad jeg ikke vidste om de enkelte bygninger og deres historie.
Derefter inviterede jeg to børn til at tage med på den egentlige tur gennem byen, så vi kunne opleve det hele i fællesskab. De to er 11-årige Alberte fra Ollerup og 9-årige Julius fra København. Alberte havde jeg mødt på Slotsgården i Ollerup, hvor hun bor med sin familie. Julius kendte jeg også i forvejen. Han er nevø til bogens fotograf.
Dermed var det bare om at komme i gang, og det er nu den tur, I som læsere skal med på. I kan godt glæde jer. Der er nemlig ingen tvivl om, at de trænede øjne, der kommer udefra, ser mere end de øjne, der vandrer gennem byen til hverdag og tror, at de kender det hele, har set alt og ikke venter nye overraskelser. Bare vent, der er masser af nyt for de fleste og masser af pynt, som mange nok aldrig har set før. Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at Svendborg er noget helt særligt. Ikke mange andre danske provinsbyer kan byde på den samme rigdom i udsmykningen af byens huse. Svendborg er jo en af de større fynske byer, som gennem mange år har været rigtig velhavende, blandt andet fordi mange lokale sømænd gennem århundreder har sejlet på de store verdenshave og dermed været gode handelsmænd, der har skaffet penge hjem til byen. Og det bærer Svendborg tydeligt præg af. Det skulle kunne ses og aflæses i byens arkitektur og på dens mange udsmykkede facader. Jeg synes, det har været en stor fornøjelse at dykke ned i og gå i detaljer med.
Prøv selv at gå på opdagelse, find forskelligt andet og prøv ikke mindst at tælle, hvor mange gange Svendborgs byvåben optræder i bybilledet. Ikke kun i de mange kloakdæksler men også mange steder på husenes facader.
Så god fornøjelse til alle jer, der har lyst til at gå på opdagelse! Jeg lover jer, at det ikke er kedeligt.
Peter Olesen, maj 2011.
|
|
 |
Mønstrede København
København er fuld af mønsterglæde – i både den ældre og i dele af den nyere arkitektur. Mønstre i murstensvægge og i byens gulve. Tidligere tiders arkitekter har været enormt udtryksglade, og murersvendene har kunnet deres håndværk.
Peter Olesen tager læserne med på en ren lystvandring gennem den københavnske arkitektur for at studere mønstre og mønsterglæde – og fotografen Torben Petersen har foreviget det hele med sit kamera.
Efter denne bog vil ingen, der elsker København, kunne se på hovedstaden uden også at se på mønstre.
En ny spændende murstensroman, fotograferet af en mønsterfotograf.
Udkommer i september 10. |
|
 |
Københavns torve og pladser
En stor, ny bog om 30 udvalgte torve og pladser i København.
Peter Olesen tager sin gamle serie med store coffeetable-lignende bøger om København op igen, nu med bogen "Københavns torve og pladser" – i stort format – fyldt med farvebilleder af nogle af de mest yndede steder i hovedstaden, store som små.
"Jeg ville egentlig have skrevet den bog i 1994 – i direkte forlængelse af udgivelserne af de fem København bag facaderne, København mellem husene, København med fantasi, København ved havnen og København i haver og parker (1989-93), der alle solgte fantastisk godt (flere af dem i op mod 14.000 pr. bog), men jeg lavede et stop der. Og gud ske lov for det, for Københavns torve og pladser er langt mere interessante nu, end de var dengang for 15 år siden", siger Peter Olesen.
"Byen har udviklet en helt ny og velkommen bevidsthed om vigtigheden af gode og indbydende torve og pladser, og mange er blevet sat forbilledligt i stand siden dengang. Vi er blevet meget mere til udendørs caféliv som i syden, og her spiller torve og pladser en meget vigtig rolle de fleste steder."
Peter Olesen beskriver i bogen Københavns pladser, deres historie og deres udvikling, mens hans faste fotograf, Henrik Bjerregrav, tager de mange fotos gennem årets fire årstider.
Vi besøger Kongens Nytorv og Amalienborg Plads, men også Sankt Annæ Plads, Nordre Toldbod, Rådhuspladsen, Gammeltorv-Nytorv, Frue Plads, Vandkunsten, Gråbrødre Torv, Højbro Plads og Amagertorv. Torve og pladser som Jensen Klints Plads, 5. juni Plads, Julius Thomsens Plads, Genforeningspladsen, Sankt Thomas Plads og Tingstedet i Valby er også med – ligesom en lang række andre mere storladne blandet med mere ydmyge.
"Det er en spændende opgave, og jeg håber at få en interessant og indbydende bog ud af det, en bog som mange vil kunne hente viden og inspiration i," siger Peter Olesen midt i arbejdet med bogen."Københavns torve og pladser"
|
|
 |
Genbrugte huse
Ny bog i guideserien, bog nr. 5 om genbrugte huse – huse i ny funktion end den oprindelige.
København og Frederiksberg har utallige såkaldt "Genbrugte huse", og 25 af dem har Peter Olesen nu sat sig for sammen med fotografen Henrik Bjerregrav at sætte fokus på – til bog nr. 5 i den populære Københavnerguide-serie, hvor de tidligere har fokuseret på gåture, havnen, de svævende smutvej og Peter Olesens 25 yndlingssteder.
Østre Gasværk var gasværk og er nu teater. Edison Teatret var elværk, Kunstindustrimuseet var Frederiks Hospital i Frederiksstaden, Holmens kirke var ankersmedje, Nationalmuseet prinsepalæ, Afstøbningssamlingen pakhus, og Pressesiloen på Islands Brygge, der nu er bolighus, var en del af sojakagefabrikken. Eller hvad med Gl. Dok, Eigtveds Pakhus, Nordatlantens Brygge, Sukkertoppen i Valby, Trekroner Bryggeri, Spinderiet, Frederiksberg Station eller Pumpehuset. Der er maser af oplagte eksempler, og vi kommer indendørs i dem alle. En spændende bog er undervejs, spækket med oplevelser og oplysninger for den videbegærlige københavnerelsker.
|
|
 |
Spegepølsen og Suppeterrinen For børn og barnlige sjæle
Tænkt til børn – og skrevet for børn, unge og voksne
Lær tidligt børnene glæden ved at være nysgerrig. Lær dem glæden ved at se på arkitektur og at lede efter byens finurligheder. De sjove og underlige navne kan inspirere til at ville vide mere.
Hvorfor hedder et hus måske Lagkagehuset og et andet Pressesiloen? Hvorfor finder nogen på at kalde et kvarter Pisserenden, et andet Kartoffelrækkerne, endnu et kvarter Brumleby, og et for Humleby med Den bare ende? Og hvor i København finder vi Ørepinen, Hovedpinen, Mavepinen og Tandpinen? Eller hvor Penalhuset, Smykkeskrinet, Fedtekælderen, Ørkenfortet, Spegepølsen, Fingerbøllet, Det hvide Snit, Den gule Misundelse, Den gule Enke, Bombebøssen, Elefantstok, Tehætten eller Strygejernet.
København er bare SÅ morsom, hvis man først går i gang med at åbne sine sanser og slår antennerne ud.
Nu vil PETER OLESEN lære både børn og voksne glæden ved at opsøge 40 steder i KØBENHAVN med nogle af de mest finurlige og spøjse navne. Og samtidig give læserne ny viden.
Foto Henrik Bjerregrav
|
| Se billederne fra en enestående tur igennem byen
http://24.dk/article.jsp?articleId=1878
|
|
 |
Peter Olesen viser rundt til sine 25 yndlingssteder i København og på Frederiksberg
Tag med på en spændende og afvekslende oplevelsestur på cykel eller til fods gennem København og Frederiksberg. Peter Olesen viser frem til 25 af sine egne yndlingssteder.
Bogen besøger flere af byens åbne pladser, kommer ind i haver og parker, på museer, gennem en ret ukendt passage, på restaurant, i kirke, i Den hvide Kødby, ud til vandet, gennem Valby Langgade, ud på en Frederiksbergsk aften-mørketur og gennem en næsten ukendt og hemmelig by i byen – ved Otto Busses Vej.
Og så er besøger vi en stribe helt særlige bebyggelser: Eberts Villaby på Amager, rækkehusene på Fuglebakken og de to byggeforeninger Den hvide By og Lyset i Valby. Der venter mange interessante oplevelser.
Foto Henrik Bjerregrav Udgivet i samarbejde med Dansk Cyklist Forbund og Dansk Vandrelaug.
|
|
 |
Peter Olesen viser rundt til Københavns Svævende smutveje
Svævende smutveje og sukkenes broer - i København og på Frederiksberg! Hvad er nu det? Er det ikke i Venedig, de findes - Sukkenes Bro f.eks.?
Jo - men der er også mange eksempler på fænomenet i hovedstaden! Svævende gangbroer fra en bygning til en anden. Gangbroer, man kan gå, cykle eller på anden måde færdes under - i det fri.
I årevis har det fascineret mig ganske meget at lede efter netop "svævende smutveje" og "sukkenes broer" i København og på Frederiksberg, notere dem, fotografere dem og nu til sidst som endemålet samle dem i en bog for at give et samlet indtryk af, hvor mange der egentlig er og dermed forhåbentlig overraske: Findes de virkelig alle sammen i København? Det var ligegodt utroligt!
Det er den reaktion, jeg selv er kommet med og faktisk venter fra flere.
I alt 43 steder med samlet 69 svævende smutveje er med i denne bog om hovedstaden. Nye og gamle. De ældste tilbage fra 1700-tallet og de yngste fra 2006. Korte og lange. Smalle og brede. Høje og lave. Lukkede eller åbne af stål og glas. Fra en etage til hele fem etager oven på hinanden. De 43 steder er inddelt i fem ture - og dermed er serveret en ny og helt anderledes københavnerguide til at gå på opdagelse efter. Til brug hele året. Selv holder jeg meget af at gå på opdagelse og ved, at det gør mange andre også. Hvorfor så ikke også gå eller cykle på opdagelse efter dette helt specielle fænomen, som jo i nogen grad præger også det københavnske bybillede. Gangbroen, der sparer en for at skulle ned på gaden og op igen - men over hvilken man i stedet let kan smutte fra en bygning til en anden uden at skulle ned, ud og op. Som f.eks. hen over Vognmagergade fra et Gutenberghus til et andet, i dag Egmont og Filmhuset uden forbindelse, men stadig med den fine, nyrenoverede bro. Jeg kan ikke love, at alle Københavns svævende broer er med her, men jeg tør godt sige, at langt de fleste er. Både de mest kendte og meget synlige og de mere ydmyge og let skjulte. De arkitektonisk interessante og de mindre interessante. Deriblandt vel nogle rigtige overraskelser. Der er med garanti flere, hvis vi kommer ind i alle baggårde, men jeg har dem med, som jeg kender, og som jeg finder interessante. Udvider vi området, kunne man også tage eksempler fra Københavns omegn - Novo i Bagsværd, en grøn af slagsen ved Mørkhøj Alle i Gladsaxe, DTH i Lundtofte, den store mellem Terminal 3 og Hilton Hotel i Københavns Lufthavn i Kastrup og endnu flere. Men jeg har valgt en ydre bygrænse, indenfor hvilken der er fem oplagte ture. Man kan selv bestemme, om man vælger at gå eller cykle. Der er naturligvis helt frit valg.
|
|
 |
To nye københavnerguider på engelsk
Thaning & Appel har nu trykt Peter Olesens to københavnske succes-guider på engelsk:
"A Tour around Copenhagen Harbour with" og "Eight Walks around Copenhagen with Peter Olesen"
De danske udgaver "Peter Olesen viser rundt i Københavns havn" og "8 gåture med Peter Olesen gennem København" har sidste år solgt henholdsvis 4.000 og 2.850 eksemplarer. Behovet for let tilgængelig orientering om vores smukke hovedstad i en handy udgave har virkelig vist sig at være der. Og efterspørgslen for relevant orientering om København på engelsk er gammelkendt. Derfor nu de to guider på engelsk til 99,95 kr. pr. stk. Begge på 112 sider med mange farvefotos.
|
|
 |
Peter Olesen viser rundt i Københavns havn
Københavns havn er under stadig forandring. Nyt opstår, gammelt renoveres og tages i brug til nye formål – havnen ændrer karakter. Bogen følger de utallige guidede specialture i Københavns havn, som jeg har haft fornøjelsen af at gennemføre siden 1992. I bogen kommer vi ud i alle kroge og hjørner, og man ser fra år til år hvor meget det hele forandrer sig. Bogen er spækket med nye fotos fra havnen. Bogen udkom 31. marts 2005.
|
|

|
8 gåture med Peter Olesen gennem KØBENHAVN
Københavnerskribenten og journalisten Peter Olesen tager læserne med på 8 ture gennem det smukke og spændende København. Alle ture lægger op til at deltagerne får motion og samtidig ser og oplever kendte og ukendte sider af København
|
|
 |
Pænere Facader
Mange danske byer opper sig nemlig gevaldigt i disse år. En af duksene er Assens, som har nået utroligt meget på rekordtid. Det er pludselig blevet god tone at rydde op i facaderne og gå fra grimt til pænt, fra larm til ro, fra uordentlighed til ordentlighed – med andre ord fra overdreven tilklistring til enkel og diskret skiltning. Fra at skære husene over i hoftehøjde, høvle ind på stueetagen, så vi får "gabende kæber", dække facaderne til med overdreven stor skiltning eller behandle dem uværdigt på anden vis er man nu gået den modsatte vej - tilbage til det oprindelige med respekt for husets opbygning i forhold til vinduer og forholdet mellem stueetagen og resten af facaden, eksempelvis førstesalen.
Parolen "Jo grimmere vi gør os, jo mere sælger vi" er blevet afløst af en langt mere holdbar holdning – nemlig at pænhed, diskretion og enkelhed betaler sig og virker meget mere tillokkende og indbydende end simpel discount. At butikkerne med sine skilte godt kan tale lavmælt i stedet for at råbe. Både på de ældre huse og på de forhåbentlig ordentlige nye, der passes ind. Det har en lang række byer indset og handlet efter, og ikke mindst en lang række butikskæder kører nu ad den vej. Så vi pludselig mange steder er gået fra hæslig Matas til pæn Matas, fra larmende Sadolin til diskret Sadolin, fra skriggul Netto til stærkt forenklet og stadig synlig Netto – og sådan kunne jeg fortsætte.
Men det er ikke kommet af sig selv. Det er ikke en naturgiven udvikling, der står bag. Den er kommet efter kritik, selvransagelse og konstruktiv debat. Mangen en by har efterlyst ekstern kritik og er blevet hængt ud og vist frem og er derefter gået i tænkeboks, har udstukket nye retningslinjer og har så på få år meget prisværdigt og yderst synligt fået rettet op på ikke så få skævheder. Og har fået vendt et grimt og forvansket bybillede til et pænt og indbydende bybillede. I den sidste ende bliver det jo for de tungeste og mindst lydhøre et spørgsmål om anstændighed, etik og moral – hvis de vedbliver med at være de slemme elever i klassen.
Tilbage står samtidig for de fleste byer også at beskæftige sig med byernes førstehåndsindtryk – indfaldsvejene, der ofte er en gru at skulle passere og se på med alle deres møbel- og bilhuse og anden- eller tredjerangs industriarkitektur. (foto Helsinge)
Bymidterne har kommunerne til gengæld været nødt til at forholde sig aktivt til. For konkurrencen fra de store indkøbscentre i yderområderne forpligter de ældre bymidter til at forpæne sig, forlade den almindelige tarveliggørelse og være reelle alternativer, hvis de overhovedet vil kunne holde på noget af handelen.
Bogen illustrerer den nye udvikling med pænhed og diskretion med al ønskelig tydelighed. Med enkel skiltning, bogstaver direkte på facaden eller skrevet i vinduesruden – i stedet for store plamager smurt hen over husfacaden. Vi har at gøre med bygninger med forretninger og ikke forretninger med bygninger. Den udvikling vil forhåbentlig snart brede sig til de byer, der endnu ikke er hoppet på udviklingen. Og de, der fortsat mangler en del.
God fornøjelse til byerne – og med bogen.
Bogen er udsolgt fra forlaget.
|
|
 |
Lys eller ej, København - Paris når mørket falder på
København er mørkets by. Paris er lysets by. København gør nærmest en dyd ud af at gå i sort, når mørket falder på, mens Paris går den modsatte vej og illuminerer ikke færre end 250 af sine væsentligste bygninger, monumenter, statuer og broer. Men behøver det fortsat være sådan, behøver vi danskere fortsat sværme så meget for mørket og være så puritanske, at vi næsten ikke tør fremhæve noget som helst aften og nat i dette mørke, kolde og nordligt beliggende land?
Læs kronikken i politiken
Bogen er udsolgt fra forlaget
|
|
 |
25 huse ved Vejby Strand
Bogen er udsolgt fra forlaget.
|
|
 |
Konsulent på 25 huse ved Tisvilde Strand
Udsolgt fra forlaget.
|
|
 |
Kik op i København
Udsolgt fra forlaget
|
|
 |
Kik op i Odense
Udsolgt fra forlaget.
|
|
 |
Kik op i Aalborg
Udsolgt fra forlaget.
|
|
 |
Kik op i Århus
Udsolgt fra forlaget.
|
|
 |
Kik op på Frederiksberg
Udsolgt fra forlaget
|
|
|
|