At være skilsmissebarn kan give store problemer og kan give men for resten af livet. Men også være en tilstand, man bare lærer at leve med. For nogen har det været meget traumatisk, for andre noget mindre slemt. Mindst hver tredie familie i Danmark opløses nu om dage, mange børn kommer i klemme – noget børnene aldrig selv har bedt om eller har ønsket.

"Jeg har mødt så mange voksne skilsmissebørn, der har spurgt mig, om ikke også deres sorg og savn kunne regnes som noget væsentligt og omtaleværdigt – om ikke også den problematik kunne blive til en bog", fortæller Peter Olesen, - "Faktisk har jeg oplevet skilsmissebørn være langt mere traumatiserede end egentlige tabsbørn, børn hvis ene forældre døde i barndommen. Jeg mistede selv min far som 15-årig, men jeg oplever i dag jævnaldrende skilsmissebørn fra dengang have det meget vanskeligere, og det har skræmt mig at konstatere, derfor denne bog med en samling af væsentlige skilsmisseberetninger", siger Peter Olesen.

Kroghs Forlag har netop udgivet "Børn skriver til børn OM SKILSMISSE", redigeret af Birgit Madsen – og skrevet af børn mellem 9 og 15 år.

En bog med beretninger fra kendte og ukendte danskere om, hvad et tab af en mor eller far betød for dem.

Åbent fortæller de om sorgen, frygten og det svigt, som en del af dem oplevede både fra den afdøde og fra omverdenen. Og om det stærke håb, de samtidig fik til fremtiden.

25 børn mellem 10 og 18 år skriver om at miste mor eller far. De står midt i sorgen og tabet, og fortvivlelsen er ofte meget stor. Hvordan former fremtiden sig mon? Kan vi overhovedet leve videre uden mor eller far - eller i et enkelt tilfælde dem begge? Den afdøde får heltestatus. Børnene skriver selv - inspireret af skribenterne i sidste års store bogsucces "Min mor døde. Min far døde", Denne gang har 14-årige Signe Rølmer fået ideen til selv at skrive om tabet af sin egen mor og lade 24 andre skrive hver deres historie. Fordi, som hun siger "De historier kan vi helt unge bedre spejle os i".

25 forældre skriver hver især om den rædselsfulde oplevelse, det har været at miste deres barn - mellem 0 og 20 år. Oplevelserne er svære at leve videre med, men alle kommer videre trods alt. Flere af dem endda med rigtig gode og brugbare råd til andre i samme ulykkelige situation. Det vigtigste af alt er at sætte ord på de værste oplevelser - og bare tale og tale og tale. Tavsheden skal brydes.

20 forældre skriver om at være mor eller far til et handicappet barn. Og om den oplevelse det var ikke at få netop det ønskebarn, man gik og glædede sig til.
Beretningerne er fyldt med stor kærlighed til de handicappede børn - men også stor med fortvivlelse - og ikke mindst frygten for børnenes senere liv, ofte som institutionsbeboere.
Ideen til bogen er fostret af Annette Pontoppidan, der i knap 18 år har været mor til spastiske Ditlev, som døde i slutningen af 1999. Det er en meget gribende og vedkommende bog, som må have en stor læserskare.
- Jeg har altid selv som handicapmor savnet den bog," siger Annette Pontoppidan.
I "Mit handicappede barn" møder vi blandt andre spastikere, døve, blinde, mongoler og autister.

I "Min søster døde. Min bror døde" skriver 25 børn, unge og voksne om at have mistet en søster eller bror, bl.a. som følge af kræft, trafikulykker og selvmord. De fleste mens de var børn eller unge. Oplevelsen betød oftest, at det raske og levende barn var overset og glemt, fordi den syge og døde fyldte det hele. Emnet har i mange år været stærkt tabubelagt og trænger derfor til belysning. Bogen bliver et spejl for andre med samme traumatiske baggrund. Igen er budskabet: Bryd tavsheden. Sæt ord på - igen og igen!

Denne bog om sorg og savn er blevet til efter utallige opfordringer fra enker og enkemænd, der har ønsket deres egen type sorg belyst. Som flere af dem har skrevet og sagt til forlaget og til seriens idémand Peter Olesen: "Tak for al den nyttige og hjælpsomme fokus på vores børns sorg gennem "Min mor døde. Min far døde" og "Børn om mors og fars død" - men hvad med vores sorg? Kunne vi ikke også få en bog - vi, der står alene tilbage med vores smerte og ofte er alene om forsørgerrollen?"

I gamle dag hed det at "gå i barndom" - i dag demens eller Alzheimer.
Statistikken fortæller, at hvert år rammes 20.000 danskere af demens eller Alzheimer og problemets omfang er blevet større og større de seneste år - i takt med at levealderen stiger, og at ukendte, ydre påvirkninger måske er en del af årsagen. Ingen ved det. Dog er en ny medicin måske på vej - men den er der altså ikke endnu.
Imens må de demensramte og deres nærmeste pårørende derfor leve med de mange nye, daglige problemer, som demensen fører med sig.

25 hjertepatienter - eller forældre til hjertebørn - skriver om at overleve en alvorlig hjerteoperation. Nogle har fået en bypassoperation, andre en pacemaker, endnu andre et nyt hjerte, en ny klap eller en ballonudvidelse - uden hvilken de ikke havde overlevet.
Det er gribende og stærk læsning - henvendt til alle andre i samme situation og til deres mange pårørende - samt til ansatte i behandlersystemet.

En yderst positiv og optimistisk bog om at overleve kræft - til hjælp for andre kræftramte og deres pårørende.
25 danskere skriver om at overleve diagnosen kræft. Om angsten, fortvivlelsen, kampen og glæden ved at overleve. Med stor taknemmelighed og stor appetit på livet skriver de 25 åbenhjertigt og meget personligt om deres erfaringer - i håb om at være til hjælp for andre kræftramte, der kæmper og håber. Og som en hjælp til deres mange pårørende, der jo også er dybt berørt af diagnosen.

Skam, skyld og afmagt præger i høj grad teksterne i denne bog i serien om sorg og savn.
Er man pårørende til en psykisk syg person, har man rigeligt at se til - den syge, sin egen måde at reagere på og ikke mindst omgivelsernes reaktioner, der ofte kan være endda særdeles vanskelige at håndtere. Psykisk sygdom er stadig tabu de fleste steder, man taler helst ikke om det. Emnet er meget, meget vanskeligt, så sygdommen omskrives hellere til ondt i maven, hovedpine eller noget helt syttende. Sygdommen skal bare ikke nævnes ved rette navn.
"Pårørende om psykiske lidelser" er en meget væsentlig bog om et virkelig vanskeligt emne.

Ensomheden har mange ansigter. Man kan blive ensom på grund af fysiske handicaps, hvor man ikke kan komme meget omkring. Altså blive fysisk isoleret. Årsagen kan være bitterhed - måske efter en skilsmisse eller anden dårligdom. Det kan være forsmåelse - at blive kasseret, overset, ringeagtet. Det kan være skam og flovhed - over livsførelse eller vanskelig sygdom som f.eks. AIDS. Måske kan årsagen være tab, sorg og savn. Oftest efter en ægtefælles død. Det kan også være en slags grundvilkår i livet, en livsstil, der ikke har været til at bryde. Måske fastgroede vaner, hvor fantasien, modet og evnen til at bryde livsrytmerne ikke har rakt. Og det kan være ensomhed i tosomheden. Årsagerne kan med andre ord være mange. Og uanset årsagen kan ensomheden for mange være så knugende, at den næsten er ubærlig. Men heldigvis for nogle også mulig at bryde, så der stadig er positivt indhold i livet.