|


|
Overraskende København
Om man så boede hele sit liv i København og var på evig jagt efter nyt at se og opleve, så ville der efter min bedste overbevisning stadig være ukendte steder og interessante overraskelser, hvis man ellers gav sig tid og søgte bagom, udenfor normalstrøgene og ind i noget, der endnu ikke var beskrevet, men som bare lå og ventede på de nysgerrige og videbegærlige. Dem som også kan lide at stille spørgsmål for at få svar på det, der ikke foreligger umiddelbart forklaret.
Jeg elsker at komme udenlands og gå på opdagelse nye steder i f.eks. mine yndlingsbyer Paris, Stockholm og Barcelona. Men jeg er mindst ligeså vild med at snuse rundt og gå bag om i min egen by København gennem nu 39 år. Jeg er ikke født her, og måske er det at være tilflytter en ekstra fordel. Så tager man ikke sin by for givet på helt samme måde, som mange af dem, der har lært den at kende fra starten i livet. Jeg var 26, da jeg i 1972 flyttede til København, nærmere bestemt Valby, og jeg ELSKEDE at bo i hovedstaden fra første øjeblik. Jeg kunne ikke få nok af den. Det var bare med at komme rundt i alle hjørner, og selvfølgelig helst på cykel eller gåben. Når man som jeg er født i Hobro og opvokset i Holbæk, så er København nærmest uendelig stor, selv om den jo i virkeligheden rent størrelsesmæssigt er en ganske beskeden metropol.
Foreløbig har jeg skrevet godt og vel 20 bøger om København, og jeg har flere på bedding. Jeg kan ikke stoppe, så længe folk gider læse, hvad jeg skriver, og så længe jeg selv synes det er interessant at formidle min egen glæde og begejstring.
Denne gang er emnet "Overraskende København" om det, der har overrasket mig selv, og som jeg tror, at andre også vil finde interessant og i mange tilfælde også overraskende. Forhåbentlig er mange af de 25 beskrevne steder nogle, som ikke alle kender i forvejen. Hvor mange går eller cykler f.eks. til daglig tur i Vigerslevparken – eller kender den overhovedet? Hvem ved, hvad der rent faktisk er sket med Bjerregårdsvej, en af Carlsberg-villavejene på Valby Bakke? Og om hvem, der har givet den et gevaldigt løft de senere år? Har alle også været på besøg ved Bjørn Nørgaards "Slangen" på Bispebjerg Bakke? Eller besøgt kolonihaven Vennelyst på Amager? Hvad med en tur indenfor i Det Classenske Bibliotek i Amaliegade? Ud til Mogens Dahls Koncerthus på Islands Brygge? Eller rundt om det gamle Øresundshospital på Østerbro? Eller - og jeg kunne blive ved - ind i nogle af baggårdene Amaliegade eller Overgaden Over Vandet eller Prinsessegade?
Ja netop: Der er masser at gå på opdagelse efter! Så jeg har udvalgt, synes jeg selv, 25 udsøgte og meget forskellige steder, der alle har noget at byde på for den nysgerrige og opdagelseslystne. Sammen med fotografen Torben Petersen har jeg været byen rundt for at snuse og videregive gode oplevelser, og jeg håber, at resultatet vil inspirere andre til at følge i vores fodspor – og til meget gerne selv at gå på opdagelse efter endnu flere overraskelser. For der er mange andre. Jeg kunne lave et 10-bindsværk om overraskelses-emnet, hvis det skulle være. Det er bare at begynde fra en ende af og så se at få dem alle med.
København ER nemlig vidunderlig og ikke mindst overraskende, hvis man giver sig selv lov til at følge andre spor end de i forvejen nedtrampede og velkendte. Vi har i høj grad andet end Den lille Havfrue, Amalienborg og Tivoli. Det er bare med at komme i gang. Så værsgo: Her er et sted at starte, hvis man vil overraskes.
Rigtig god fornøjelse!
Peter Olesen, juli 2011
Bogen udkom den 10. Oktober 2012
|
 |
På opdagelse i svendborg
Svendborg er en rigtig dejlig by, der ligger smukt på skråningerne ned mod Svendborg Sund – med udsigt til vand, Thurø og Tåsinge.
Svendborg har mange gamle huse med ikke så lidt udsmykning på facaderne. Jeg kender Svendborg godt gennem mange år og besøgte byen igen i september 2010 for at beskrive og anmelde den ved et foredrag arrangeret i den fint istandsatte Guldsal i Borgerforeningen. Jeg foreslog ved den lejlighed, at man i Svendborg lavede en plakat eller en lille bog for byens yngste, fordi byen er så fuld af spændende udsmykning, pynt og en masse andet at gå på opdagelse efter. Primært for at børnene og de voksne kan lære byen og byens pynt og eventyrlige udsmykning bedre at kende. Jo tidligere vi lærer at være nysgerrige og gå på opdagelse jo bedre. I hvert fald efter min bedste overbevisning.
Et par af foredragets arrangører, bibliotekschef Birgitte Karmann Roslev fra Svendborg Bibliotek og Borgerforeningens nu tidligere formand Jørgen Andersen, bad mig senere skrive bogen, nu jeg selv havde foreslået den. Jeg sagde ja, fordi opgaven er så oplagt, spændende og umulig at sige nej til. Jeg har i forvejen lavet tilsvarende bøger om København, Århus, Odense, Aalborg og Frederiksberg.
Jeg tog så en grundigere tur gennem Svendborg sammen med bogens fotograf Torben Petersen og bogens grafiker Henriette Wiberg Danielsen. Plus min gode, gamle ven Peder Købke Rimmer, der har boet i Svendborg siden 1970, og som kunne give flere nyttige tips. Herefter var jeg – og de andre – endnu mere tændte på opgaven. Hold da op en guldgrube af pynt og udstyr. Jeg lagde ruten, fotograferede alt, hvad jeg så og fandt, så jeg havde noget at se på, når jeg skulle skrive. Og bad samtidig om hjælp på biblioteket for at få oplyst, hvad jeg ikke vidste om de enkelte bygninger og deres historie.
Derefter inviterede jeg to børn til at tage med på den egentlige tur gennem byen, så vi kunne opleve det hele i fællesskab. De to er 11-årige Alberte fra Ollerup og 9-årige Julius fra København. Alberte havde jeg mødt på Slotsgården i Ollerup, hvor hun bor med sin familie. Julius kendte jeg også i forvejen. Han er nevø til bogens fotograf.
Dermed var det bare om at komme i gang, og det er nu den tur, I som læsere skal med på. I kan godt glæde jer. Der er nemlig ingen tvivl om, at de trænede øjne, der kommer udefra, ser mere end de øjne, der vandrer gennem byen til hverdag og tror, at de kender det hele, har set alt og ikke venter nye overraskelser. Bare vent, der er masser af nyt for de fleste og masser af pynt, som mange nok aldrig har set før. Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at Svendborg er noget helt særligt. Ikke mange andre danske provinsbyer kan byde på den samme rigdom i udsmykningen af byens huse. Svendborg er jo en af de større fynske byer, som gennem mange år har været rigtig velhavende, blandt andet fordi mange lokale sømænd gennem århundreder har sejlet på de store verdenshave og dermed været gode handelsmænd, der har skaffet penge hjem til byen. Og det bærer Svendborg tydeligt præg af. Det skulle kunne ses og aflæses i byens arkitektur og på dens mange udsmykkede facader. Jeg synes, det har været en stor fornøjelse at dykke ned i og gå i detaljer med.
Prøv selv at gå på opdagelse, find forskelligt andet og prøv ikke mindst at tælle, hvor mange gange Svendborgs byvåben optræder i bybilledet. Ikke kun i de mange kloakdæksler men også mange steder på husenes facader.
Så god fornøjelse til alle jer, der har lyst til at gå på opdagelse! Jeg lover jer, at det ikke er kedeligt.
Peter Olesen, maj 2011.
Bogen udkom den 16. september 2012
|