Foto fra 'Min vilde eventyrhave'

Foto fra ‘Min vilde eventyrhave’

Min vilde eventyrhave skrev og udgav jeg i 2006 på Thaning & Appel. En helt og aldeles anderledes havebog, den første af sin art i Danmark – ikke om en pæn, friseret og typisk dansk have – men om en vild og eventyrlig have med gemmesteder, hemmelige stier, småsøer, oaser og blomstereng. Det er min egen have ved Vejby Strand i Nordsjælland, fra det område, hvor jeg i 2002 udgav succesbogen 25 huse i Vejby Strand, der har solgt i knap 4.000 eksemplarer. Bogen har været udsolgt i årevis, men genudkommer i foråret 2016 på Frydenlund. Hvilket jeg er meget glad for. For den efterspørges faktisk tit. Ikke mindst på grund af, at vilde haver er blevet mere trendy i mellemtiden.

Min have er meget blomsterrig, fyldt med roser, lige knap 150 rosenbuske i alt. Et sted at gå på opdagelse, et sted at finde ro, et sted at slappe af, et sted at finde uventede oplevelser med stor havudsigt og udsigt til et pragtfuldt landskab med marker – en fuldstændig anderledes have, som bestemt ikke passer sig selv men er ganske krævende, måske endda mere end en traditionel have. Her skal nemlig klippes og klippes og klippes for at holde vegetationen nede, så udsigten forbliver intakt.

Få en stor og glad haveoplevelse med et inspirerende foredrag om en bog spækket med smukke fotos taget af mig selv og billedkunstneren Hanne Skyum. Og en forhåbentlig fornøjelig foredragsaften om bogens idé og indhold.

Der er tale om min hidtil nok mest personlige bog, fuld af kærlighed og humor. En smittende bog, som læseren kun kan blive glad af og hente inspiration i. Læs evt. om den på www.peter-olesen.dk – under bøger og presse.

Jeg holder foredrag med powerpoint-præsentation af haven gennem bogens godt 200 fotos og forsøger på den måde at inspirere andre til evt. også selv at turde binde an med en naturhave – eller bare dele af haven som naturhave. I hvert fald gør jeg sit bedste for at inspirere andre med haveglæde og lyst til at forsøge sig med noget nyt

Bogen kan købes i boghandelen og gennem Frydenlund:
120 sider – 249 kr. – med 210 farvefotos og andre illustrationer.

Foredrag kan bestilles hos

Arte Booking og Athenas

← Tilbage til Foredrag